Isefjorden og Roskilde Fjord er Sjællands største fjordområde, og allerede i dag et område af stor friluftsmæssig betydning. Dette har i mange år været anerkendt af både staten og de involverede kommuner og amtskommuner. Som eksempel kan nævnes de omfattende fredninger i Hornsherred og de nuværende bestræbelser på at få etableret en sammenhængende fjordsti, langs kysterne. Begge dele er sket ud fra hensynet til naturbevarelsen og til at gøre naturen bredt tilgængelig for befolkningen. Men fredning og anlæg er stier er kun ét element i udviklingen af blå-grønt friluftsliv. Andre vigtige elementer er:
- Udviklingen af fjorden og dens kyster som oplevelsesmulighed.
- Synliggørelsen af de små attraktioner, som findes i tusindtal langs de to fjorde.
- Udviklingen af faciliteter mht. overnatning og fortæring, der tillader den besøgende at have det behageligt, uden at det medfører et ressourceforbrug af det omfang, vi f.eks. kender fra de traditionelle former for turisme. På det sted, hvor Fjordstien langs Hornsherreds vestkyst krydser vejen til færgestedet (Ørøfærgen) ved Hammer Bakke ligger Hammergården. Her er et center for blå-grønt friluftsliv. Centret skal med årene kunne tilbyde følgende:
- Teltplads for besøgende, der kommer til fods, på cykel eller i båd. Vi ønsker at udvikle "den primitive teltplads", så den er attraktiv også for besøgende, der ikke bryder sig om at spise deres aftensmad siddende på jorden. Omvendt ønsker vi ikke at udvikle en ny type af campingplads med alle de krav om faciliteter, som brugere forventer af en sådan. Det afgørende skal stadig være at overnatte så tæt på naturen som muligt og med det lavest mulige forbrug af ressourcer.
- På længere sigt bør der opføres hytter efter økologisk forsvarlige principper og udformet arkitektonisk med respekt for landskabet. - Faciliteter for cyklister, f.eks. et værksted, hvor folk kan lave småreparationer på deres cykler. Mulighed for at tørre tøj, mm.
- Faciliteter for jollesejlere, kajakroere, bl.a. bådebro og ophalingssted.
Faciliteterne skal ikke alene være til rådighed for allerede organiserede og øvede brugere. De faste brugere skal forpligtes til at gennemføre en formidlingsaktivitet over for turister og lokale inden for hver deres aktivitet
- Faciliteter for ridende (hestefold)
- Provianteringsmuligheder for de besøgende i form af økologisk drevne haver med frugter, grøntsager og krydderurter, hvor den besøgende selv plukker. På stedet skal der desuden kunne købes fødevarer produceret af økologiske producenter i nærheden. Disse haver skal også tjene det formål at give de besøgende kendskab til produkter, som er sjældne i normale butikker, f.eks. gamle danske æblesorter.
- Demonstrations- og kursusaktiviteter. Der tilbydes praktisk-teoretiske kurser i økologisk jordbrug, dels i forbindelse med driften af centret egne haver, dels i samarbejde med økologiske avlere i Hornsherred
- Informationer og kontaktmuligheder. Centrets personale skal kunne informere om fjordstien og dens muligheder, i hele Fjordområdet. I samarbejde med de relevante organisationer i regionen skal der udvikles turforslag, der giver den besøgende mulighed for at sammensætte transport over både land og vand.
Desuden skal den besøgende kunne få information om lokale seværdigheder i centrets nærmeste opland. Information om og adgang til områdets natur planlægges i så tæt samarbejde med områdets naturvejledere som muligt.
En succesrig friluftsoplevelse forudsætter et samspil mellem naturen, kulturen og mennesket. Kun få steder på Sjælland byder på en så varieret natur som Isefjorden ved Hammergården med vandet, bakkerne og småøerne. De kulturelle elementer er talrige og synlige, f.eks. gravhøjene og efterladenskaberne efter stenalderens mennesker. Dertil kommer et varieret kulturlandskab med strande, overdrev, agerland, frugtplantager og haver. Hammergården er således med sin natur, sit bagland og placering på Fjordstien et godt sted at få sat handling bag begrebet blåt og grønt friluftsliv.